Amputationshøjder

Bestemmelse af amputationsniveauet

Amputationsniveauet bestemmes under hensyntagen til årsagen og muligheden for protese montering.

Den tidligere foretagne stive bestemmelse af amputationsniveauet ved såkaldte amputationsordninger med opdeling i værdifulde, disponible og hindrende ekstremitetssektioner er nu forældet og bør afvises.
For de forskellige amputationshøjder og former skal man observere, i hvilket omfang stubben er i stand til at bære belastninger og er egnet til at modtage en protese.

Amputation af hånd, albue og skulder

På den øvre ekstremitet er amputationen gennem skulderbåndet, dvs. mellem skulderbladet (scapula) og brystet (thorax), det højeste punkt for en mulig nedgang.
Årsagen her er normalt en ondartet tumor og forårsager betydelig kosmetisk og funktionel skade. Konsekvenserne af en skulderdisikulation, dvs. en overarmsamputering fra skulderleddet, er ens.

I tilfælde af amputation af humerus skal man sørge for, at der er plads nok til et kunstigt albueled i amputationshøjden.
Disartikulationer (amputationer) i selve albueleddet er vanskelige, da det resulterer i fremspringende knogledele, hvilket kan forårsage smertefulde trykpunkter i proteseskaftet.

Hænderne er i stand til komplekse fine motoriske bevægelser og er ekstremt vigtige for dagligdagen og arbejdet, så en amputation fører til betydelig svækkelse. I håndsområdet skal der udover elasticitet også tages hensyn til stubbens længde, følsomheden, samlingernes mobilitet og de mulige former for gribning. Selv tab af tommelfinger gør gribeprocesser næsten umulige.

Læs videre nedenfor: Amputation af en finger

Amputation af ben, fod, underben

I området med den nedre ekstremitet er formen for belastning naturligvis forskellig fra den i den øvre ekstremitet.
I tilfælde af metatarsal og tarsal amputationer skal man sørge for, at huden på fodsålen, som er særlig stabil, og fedtlaget under den såvel som de korte fodbøjningsmuskler bruges til at dække den resterende lem, og at arene ligger på strækningssiden, dvs. på fodens dorsum, uden for stresszonen, da ellers smertefulde trykpunkter kan opstå.
I tilfælde af diabetisk fodsyndrom med nekrose (gangren) eller diabetisk mikroangiopati (sygdom i de mindre kar) udføres amputationer af grænsezonen, som kan afgrænses på anatomisk definerede linjer på metatarsus.
I tilfælde af amputationer af underbenet kan hele tibia (tibia) og fibula normalt bevares, og der kan foretages en adskillelse lige over ankelleddet (Syme-amputation), men denne stubbe kan kun behandles protetisk med vanskeligheder og kan ikke altid bære ubegrænset vægt.
Oftere udføres der imidlertid en amputation i området mellem den øverste og midterste tredjedel af underbenet. Stubben kan forsynes med en myoplastik, dvs. musklerne, der funktionelt fungerer som modstandere (antagonister), er forbundet med hinanden omkring enden af ​​knoglen.
Men også en muskelhudklap, der er foldet fra ryggen (rygg) til fronten (ventral), er i stand til at levere den resterende lem.
Disartikuleringen af ​​knæleddet, som tidligere blev afvist på grund af dens sparsomme stubdækning uden muskler, udføres nu mere og mere ofte hos PAD-patienter (perifer arteriel okklusiv sygdom). Fordelene ligger i længden af ​​stubben (løftearmen) og styrken (konserverede lårmuskler).

Find ud af mere på: Låramputation, underbenprotese

Ved Vaskulære patienter amputationsniveauet afhænger af blodstrømmen til muskulatur. Så det kan være, at der skal udføres en låramputation. Den optimale højde til dette er i midten af Lårben. Benstubben skal forkortes betydeligt sammenlignet med hudens bløde vævslag, så de modstående (antagonistiske) muskler kan sutureres over lårbenet (femur).
I denne såkaldte myoplastik skal musklerne først fastgøres til knoglen (myodesis), hvorefter de kan sutureres sammen. Dette opretholder god muskelspænding og aktivitet og sikrer god polstring.
Det Risiko for dannelse af neuroma er hovedsageligt i nerver, der leverer låret (Iskiasnerven), så dette skal bindes (ligeres) langt over amputationsstedet.
EN Disartikulation i hofteleddet er langt vanskeligere procedure med stort blødt vævsår og høj dødelighed (patientens død). Det bør kun bruges i tilfælde af de mest alvorlige infektioner eller tumorer.